Nye udstillinger og tiltag
Det stockholmske blodbad
Min udstilling i 2010 og 2011 på Nyborg slot omhandlende Chr. II og “Det Stockholmske Blodbad” blev fortolket med træsnit inspireret af såvel Palle Nielsen som af Edvard Munk.
Værkerne på denne temaudstilling der omfattede mere end 60 arbejder bestod bl.a. af træsnit i tre forskellige udførelser,
Træskulptur og lertøj i sorte og hvide nuancer, som reflekteres i slottes rekonstruerede men originale dekorationer. Hele 3. stokværk, den oprindelige riddersal var området der med kunst skulle dækkes ind.
Historien om udstillingen er kort:
“Den 4. november 1520 lod den danske konge Christian II sig hylde og krone som arvekonge af Sverige. Få dage efter den festlige kroning blev 82 af kongens modstandere henrettet i Stockholm. Denne blodige begivenhed er siden blevet kaldt Det Stockholmske Blodbad og skaffede i sverige Christian d.II. øgenavnet Christian Tyran. Henrettelserne havde ikke den virkning, som Christian havde tiltænkt – tværtimod førte blodbadet til oprør, og allerede året efter mistede kongen herredømmet over Sverige.”
Mine tanker om emnet var derfor:
Hvad tænker man, mens man venter på at bøddeløksen skal falde? Var Det Stockholmske Blodbad vild lovløshed? Hvem var og er de gode, og hvem repræsenterer ondskabens imperium? Er det altid magthaverne, der er på den rigtige side? Hvem har retten til historien? Det er nogle af de spørgsmål man kan stille. Udover kongen spillede bispen, adelsmændene, rigsrådsmedlemmerne og vidnerne også deres roller i historiens gang.
For at give karakter til de enkelte personkredse i ophængningen: Kongen, Adelsmændene, Kætterne der skal halshugges og vidnerne der på pladsen overværede massakren, inddrog jeg direkte udtryk inspireret af Palle Nielsen og Edvard Munk. Alle udtrykt naturalistisk, men alligevel givet sin egen specielle karakter.
Kongen og de danske bispe i en bevidst naturalistisk udtryksmåde. Dem der så, planlagde og udførte udåden og var bevidste om den.
Adelsmændene, dem der tvivlede og alligevel accepterede udåden blev udført inspireret af Palle Nielsens udtryksmåde, stringent og med karakter.
Endelig vidnerne. Dem der rystede så til. Her inspireret og udført i det lidt psykotiske udtryk man osse oplever i Edvard Munks billeder. (Det kan lige bemærkes, at et vidne der overværede massakren kom til at græde, hvorefter han omgående blev trukket til skafottet og halshugget).
Det var en fantastisk spændende udstilling og spændende at samarbejde med historikerne fra Nyborg Slot. Udstillingen var en stor succes og blev forlænget til hele sæsonen i 2011.
Sådan kan man jo vælge at anvende grafikkens forskellige metoder alt efter hvordan man synes de passer til den historie man vil fortælle.
> Kongen og håndlangere
> Adelsmændene
> Kætterne
> Vidnerne
Anmeldelse af Jan Erik Madsen
“Kære Meibom
Tilbage til din udstilling. Jeg tog sammen med nogle bekendte til Nyborg slot, den weekend, hvor vi havde talt sammen. Dels ville været interessant at se ny kunst i slottet og ingen af os havde været der i de sidste 20 år.
Det var en dejlig oplevelse. Gruppen var helt enige om, at den meget dramatiske og dystre grafik passede ualmindeligt godt til slottets rå fremtoning. Desuden måtte vi alle forbløffes over, hvor meget vi selv havde glemt af Danmarkshistorien. Det må have været en ualmindelig barsk tid og det synes vi alle afspejlede sig i grafikken.
Især var væggen med “vidnerne” en stærk oplevelse. Det var her jeg så en helt speciel stærk personkarakteristik. Her bliver vidnet et kuet menneske, der tvinges til mened eller de virker fuldstændigt utroværdige.
Her kan jeg så måske allerede undre, at vort lokale kunstmuseum eller historisk institut på universitetet ikke har været ind over udstillingen for at bevare serien samlet.
Skulpturerne er voldsomme. Der er en kraft i selv de afhuggede hoveder. Samme styrke har jeg set hos de meget sene værker af Jørgen Haugen Sørensen i hans hundeslagsmål. Både du og Jørgen rammer en ubehagelig side af mennesket, hvor liv synes værdiløst.
Jeg personlig blev meget overrasket. Endda i en sådan grad, det var nødvenligt, at tage tilløb til rigtigt at se på værkerne.
Jeg har på min venstre væg ved computeren et træsnit fra 1977 “Døden Danser” af Wiig Hansen. En gang i mellem må man derud, hvor det ikke længere drejer sig om kunst er smukt eller grimt, men dér, hvor den river og flår indeni. Den følelse fik jeg også på Nyborg Slot, dengang for snart en måned siden.
Med venlig hilsen. Jan Erik Madsen”